OPDATERET D. 20. MARTS 2020

Handelsbetingelser for MerkurNord ApS

Her kan du læse vores generelle handelsbetingelser.

Følgende handelsbetingelser er gældende for alle leverancer fra MerkurNord ApS.

Scroll ned for mere info

1.0 Definitioner og generelle bestemmelser

1.1 Følgende standardbetingelser er gældende for alle leverancer fra MerkurNord ApS.

1.2 Når du som kunde (herefter benævnt Kunden) indgår en aftale med MerkurNord ApS (herefter benævnt Selskabet) omkring en af Selskabets ydelser (herefter benævnt Ydelsen) danner standardbetingelserne, sammen med eventuelt andet skriftligt materiale, kontraktgrundlaget for alle projekter.

1.3 Standardbetingelserne finder alene anvendelse for projekter udført af Selskabet og gælder derfor ikke eventuelle leverancer fra tredjepart.

1.4 Standardbetingelserne gælder for alle projekter, der indmeldes til Selskabet mundtligt eller skriftligt, uagtet mediet det indmeldes over, selvom der ikke henvises direkte til standardbetingelserne.

1.5 Selskabet udfører konsulentarbejde på fastpris eller timebasis. Hvis ikke andet er angivet, er aftalen på timebasis, hvilket betyder, at der faktureres per påbegyndt time.

2.0 Aftale

2.1 Aftale om opstart af projekter eller køb af en Ydelse anses som værende bindende, når Kunden har modtaget en ordrebekræftelse jf. punkt 2.2.

2.2 Ordrebekræftelsen fremsendes snarest muligt på mail, efter det forudgående mundtlige eller skriftlige tilbud er blevet accepteret. Kunden har ikke mulighed for at fortryde aftalen jf. punkt 2.3.

2.3 Selskabet giver ingen fortrydelsesret, da alle Ydelser er specialfremstillet efter Kundens krav og ønsker. Ønsker kunden alligevel ikke leverance af Ydelserne, kan Selskabet derfor stadig fremsende faktura med krav på betaling af det fulde aftalte beløb i ordrebekræftelsen.

2.4 Eventuelle fejl i forbindelse med bestilling af Ydelser kan ikke pålægges Selskabet. Har Kunden oplyst forkerte oplysninger eller krav, kan Selskabet ikke pålægges at implementere ændringerne. Selskabet kan dog tilbyde at implementere ændringer for Kunden mod et af Selskabet fastsat ekstra tillæg på den aftalte prisen.

2.5 Ved løbende, faste samarbejder kan Kunden opsige aftalen jævnfør punkt 3.3.

2.6 Ved løbende, faste samarbejder kan Selskabet til enhver tid opsige aftalen med løbende måneds varsel.

3.0 Priser og betaling

3.1 Alle priser, der er oplyst ved korrespondance mundtlig eller skriftligt, er i danske kroner eksklusive moms og uden eventuelle omkostninger af enhver art til tredjepart, herunder blandt andet annonce- og softwareomkostninger.

3.2 Selskabet arbejder med en fast timepris på 750 DKK per påbegyndt time for arbejde af enhver karakter, medmindre andet er aftalt.

3.3 Selskabet fakturerer faste månedlige ydelser månedsvis forud med minimum 6 måneders binding, hvilket dækker over følgende ydelser:

  • Annoncering
  • Sociale medier
  • SEO

Selskabet fakturerer faste årlige ydelser årligt forud med minimum 12 måneders binding, hvilket dækker over følgende ydelser:

  • Hosting
  • Cookiebanner
  • Softwarelicenser
  • MerkurNord Insights

Kortvarige ydelser og/eller enkeltstående ydelser, der løses på under en måned, faktureres ved levering af første udkast, hvilket typisk dækker over følgende ydelser:

  • Retargeting
  • Film
  • Grafisk design
  • Tekstforfatning
  • E-mail Marketing, herunder automations og enkelstående kampagner
  • Serviceaftale

Ved længerevarende ydelser, der løses på over en måned, faktureres hver måneds udførte arbejde ved den pågældende måneds udgang. Når det første udkast leveres, faktureres det resterende beløb. Dette dækker typisk over følgende ydelser:

  • Hjemmeside
  • Webshop
  • E-mail Marketing, herunder nyhedsbrev

3.4 Fakturaer forfalder til betaling 8 dage efter den udstedes.

3.5 Har Kunden eventuelle ønsker til ændringer eller tilføjelser til Ydelsen efter levering af udkast, udskydes forfaldsdagen ikke.

3.6 Misligholder Kunden betalingsforpligtelserne pålægges rykkergebyr og morarenter ud fra den til enhver tid gældende lovgivning.

4.0 Levering

4.1 Leveringsmetode af alle færdige Ydelser sker efter aftale med den enkelte Kunde ved indgåelse af aftalen.

4.2 Ønsker Kunden levering på en måde, der pålægger Selskabet ekstra omkostninger, kan Kunden pålægges et mervederlag, hvilket Kunden informeres om i forbindelse med indgåelse af aftalen om den alternative leveringsmetode.

4.3 Selskabet leverer alene den færdige Ydelse til Kunden, og eventuelle arbejdsfiler, udviklingsfiler med videre udleveres ikke. Selskabet kan dog vælge at udlevere disse mod et mervederlag, der aftales med den enkelte Kunde.

4.4 Deadline for de aftalte Ydelser aftales individuelt med Kunden og påføres ordrebekræftelsen. Aftales der ikke en deadline mellem Selskabet og Kunden, er det op til Selskabet at sætte en passende deadline efter eget skøn.

4.5 Kommer Kunden med ændringer eller ekstra ønsker af enhver art efter fremsendelse af ordrebekræftelse, kan Selskabet uden varsel rykke deadline.

4.6 Hvis Selskabet forventer en forsinkelse i leveringen af en Ydelse, skal dette meddeles Kunden hurtigst muligt med en ny forventet leveringstid.

4.7 Hvis Selskabet leverer den færdige Ydelse mere end 15 dage efter den aftalte deadline af årsager, som Kunden er fuldstændigt uden ansvar for, kan Kunden ophæve aftalen om den pågældende ydelse uden varsel ved skriftlig meddelelse til Selskabet. Kunden har ikke andre rettigheder i anledning af overskridelse af deadline.

4.8 Hvis Kunden, uanset årsag, påvirker Selskabets evne til at levere den færdige Ydelse til den aftalte deadline, frafalder Kundens ret til at ophæve aftalen, ligesom Selskabet kan pålægge Kunden et ekstra gebyr på op til 10 % af værdien af de berørte aftaler.

5.0 Kvalitet

5.1 Lever den færdige Ydelse i Kundens øjne ikke op til den aftale kvalitet eller kvantitet, skal Kunden give en skriftlig indsigelse til Selskabet inden for 3 hverdage efter levering. Har Kunden ikke indgivet en skriftlig indsigelse inden for tidsfristen, anses Ydelsen som accepteret, og Kunden kan derefter ikke gøre yderligere indsigelser eller pålægge Selskabet at udbedre dette.

5.2 Selskabet forbeholder sig retten til ikke at foretage ændringer eller rettelser, som måtte anses som urimelige, eller som påfører Selskabet uforholdsmæssige omkostninger eller tidsforbrug i forhold til den pågældende Ydelses prisniveau. Det er alene Selskabet, der vurderer dette.

5.3 Vurderer selskabet, at der er behov for at udføre større ændringer for at den leverede Ydelse lever op til den aftalte kvalitet og kvantitet, har Kunden udelukkende ret til et prisnedslag, såfremt Selskabet med rette måtte kunne forvente dette og samtidig ikke ønsker eller evner at udbedre manglen. Det er alene Selskabet, der vurderer dette.

6.0 Rettigheder til resultater

6.1 Alle rettigheder til den færdige Ydelse tilfalder Kunden, når fakturaen er betalt til fulde.

6.2 Betaler Kunden ikke det fulde forfaldne beløb til tiden, opnår Kunden ikke ophavsrettigheder eller brugsret over den færdige leverede Ydelse samt eventuelle udkast, arbejdsskitser, konceptideer eller designs. Betaler kunden den oprindelige faktura samt påløbne omkostninger, bringer dette ikke en eventuel ophavsretskrænkelse til ophør, medmindre dette er skriftligt aftalt med Selskabet.

6.3 Anvender Kunden den færdige Ydelse eller eventuelle udkast, arbejdsskitser, konceptideer eller designs uden at have opnået ophavsret og brugsret, er dette et brud på Selskabets ophavsret, og kunden vil blive mødt med et erstatningskrav.

7.0 Ansvar

7.1 Hver part er ansvarlig for egne handlinger og undladelser efter gældende ret med de begrænsninger, der følger af kontraktgrundlaget.

7.2 Uanset eventuelle modstående vilkår i kontraktgrundlaget kan Selskabets ansvar over for Kunden ikke per kalenderår samlet overstige 20 % af det salg af serviceydelser, som Selskabet netto har faktureret til Kunden i det umiddelbart foregående kalenderår. Ansvarsbegrænsningen gælder ikke, hvis Selskabet har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

7.3 Uanset eventuelle modstående vilkår i kontraktgrundlaget er Selskabet ikke ansvarlig over for Kunden for indirekte tab, herunder tab af produktion, salg, fortjeneste, tid, annoncekroner eller goodwill, medmindre det er forårsaget forsætligt eller groft uagtsomt.

7.4 Selskabet er alene forpligtet til at udføre konsulentarbejde og rådgivning ud fra de evner, den viden og de erfaringer, Selskabet har. Kunden kan derfor ikke holde Selskabet ansvarlig for af nogen art eventuelle direkte eller indirekte tab som følge af Selskabets rådgivning eller udførte Ydelser af nogen art, medmindre det er forårsaget forsætligt eller groft uagtsomt.

8.0 Tavshedspligt og referencer

8.1 Selskabet forpligter sig til ikke at videregive fortrolige oplysninger til tredjepart, som Selskabet opnår i forbindelse med udførelse af Ydelser og det generelle samarbejde.

8.2 Selskabet har ret til at anvende Kunden samt de udførte Ydelser som case med logo i markedsføringsmæssige øjemed.

9.0 Force majeure

9.1 Selskabet kan ikke holdes ansvarlig for skade eller mangler i et projekts gennemførelse, som skyldes force majeure eller lignende forhold. Selskabet kan derfor ikke holdes til ansvar for sine forpligtelser i henhold til aftalen på grund af forhold, Selskabet ikke har indflydelse på, og som Selskabet ikke kunne forventes at have forudset på tidspunktet for indgåelse af aftalen.

9.2 Bliver deadline påvirket af force majeure aftales en rimelig deadline ved først kommende mulighed. Dette vurderes alene af Selskabet.

10.0 Tvister

10.1 Enhver tvist, der opstår omkring tolkningen af disse handelsbetingelser, eller enhver tvist, der opstår omkring et projekt, skal endeligt og bindende afgøres ved Holbæks Byret som første instans.

Vil I have en vækstskabende strategisk samarbejdspartner nu?​​​​​